Seværdigheder sønderjylland

Seværdigheder Sønderjylland

Det smukke Sønderjylland og Sydjylland er et overflødighedshorn af natur og historie, og der er masser af oplevelser for både børn og voksne. Er du til Middelalder, Anden Verdenskrig eller bare masser af skøn natur og oplevelser, så er det sydlige Jylland en helt oplagt destination til en weekendtur eller ferie.

Vi har samlet en række af de bedste seværdigheder i Sydjylland og Sønderjylland her på siden. Du kan læse om gratis seværdigheder i Sønderjylland, sønderjyske seværdigheder for børn og barnlige sjæle og meget mere.

 

Oplev Sønderjylland

Har du hørt om det mørke Sønderjylland? Så kan du tro om igen – det er bestemt ikke mørkt i Sønderjylland. Her er nemlig masser af skøn natur og skønne oplevelser for både store og små. I det sydlige Jylland kan du også mærke historiens vingesus – og du kan få blæst håret godt igennem.

I Sønderjylland – og i det hele taget Sydjylland, hvis vi også tager Kolding, Vejle og Esbjerg med, bliver du budt på et væld af spændende seværdigheder og oplevelser. Alt fra middelalder til efterkrigstid og moderne kunst, kultur og sjov for både børn og voksne. Du kan også tage godt for dig på det sønderjyske kaffebord – eller nyd de skønne strande ved Vadehavet eller nyde aftenhimlen med de mange tusinde stære, der flyver omkring på himlen som en sort sol.

Vil du også gerne udforske andre jyske egne? Så tag et kig på siderne her:

Seværdigheder i Sønderjylland

Men tilbage til Sønderjylland. I Sønderjylland kan du finde lidt af det hele – og masser af sønderjysk charme. Her har vi samlet en række af de bedste seværdigheder i Sønderjylland. Lige til at starte med får du først en top 10 over seværdigheder i Sønderjylland – og derefter har vi gravet lidt dybere i den sønderjyske muld for at finde mere specifikke seværdigheder. Du kan finde seværdigheder for børn i Sønderjylland, gratis seværdigheder i Sønderjylland. Og nederst på siden kan du tage et kig på god sønderjysk lingo, så du er helt klar til at tage på tur i det sønderjyske.

 

Top 10 seværdigheder i Sønderjylland

Sønderjylland byder på masser af skønne oplevelser – her har vi samlet 10 af de bedste seværdigheder i Sønderjylland – både historie, natur og noget for børnene.

 

1. Sort Sol

Snyd ikke dig selv for den smukke sorte sol i Sønderjylland. Nej, det er ikke solen, der bliver sort, men det er simpelthen de store flokke af stære som flyver over himlen ved aftentid. De kan blandt andet opleves ved Tøndermarsken, Ribemarsken og Rømø, hvor du kan nyde de dansende fugle på himlen i midten og slutningen af august, hvor de når deres højdepunkt – dog kan de også opleves i foråret og efteråret. Tag på en tur selv eller tag på en af de guidede ture og oplev det enestående naturfænomen.

 

2. Ribe

Snyd ikke jer selv for en tur til Ribe, Danmarks ældste by, som byder på masser af historie og skøn stemning. Byen emmer af historie med de mange historiske bygninger, kunst, hyggelige caféer og restauranter. Besøg den berømte Ribe Domkirke, eller tag et smut forbi Ribe Vikingecenter eller besøg Vadehavscentret. Mulighederne er mange i Ribe.

 

3. Museum Sønderjylland

Museum Sønderjylland består ikke bare af ét museum, men har faktisk hele 10 udstillingssteder med museer med fokus på arkæologi, kultur, kunst, historie og naturhistorie. Her finder du blandt andet Sønderborg Slot, nordeuropæisk kunst i Tønder, fossiljagt i Gram Lergrav og meget mere. Her kan du virkelig komme tæt på sønderjysk kultur, historie og kunst fra forskellige tidsaldre. En oplevelse for både børn og voksne.

 

4. Tirpitz

Tirpitz ved Blåvand er ikke bare en bunkerudstilling, men et forunderligt landskab med forskellige udstillinger om både natur, historie og skjulte skatte. Her kan du opleve fund fra istiden, om livet ved vestkysten med alt smuglerkroer til en overdådig ravsamling, og om livet i betonklodsen under Anden Verdenskrig. Tirpitz er skabt i samarbejde med danske BIG og er ene sand oplevelse for børn og voksnee.

 

5. Koldinghus

I Sydjylland, nærmere betegnet Kolding finder du Koldinghus, den berømte kongeborg som blev bygget tilbage i 1268. Borgen brændte sidenhen ned men er blevet genopbygget og huser i dag masser af spændende begivenheder. Besøg Koldinghus og kom på en spændende rundvisning på den gamle kongeborg. Du kan også tage familien med, for der er masser af spændende begivenheder og oplevelser for børn og barnlige sjæle. Her er workshops, udklædningsværksted og masser af aktiviteter.

 

6. Historiecenter Dybbøl Banke

Du har sikkert hørt om det berømte slag ved Dybbøl Mølle i 1864 – ellers kender du sikkert sangen om Mallebrok, der døde i krigen i 1864. Ved Historiecenter Dybbøl Banke kan du lære alt om de dramatiske dage i 1864, hvor Danmark efter det voldsomme slag skrumpede en del i størrelse. Et meget spændende historiecenter for både voksne og børn, hvor I kan lære om det blodige slag, om livet som soldat, samt nyde de skønne naturomgivelser med udsigt ud over Østersøen og Als.

 

7. Sønderjysk Kaffebord

Ingen Sønderjylland uden kache. Eller kage, hvis du ikke har så godt styr på det sønderjyske. Sønderjylland er nemlig berømt for deres sønderjyske kaffebord, som består af et overflødighedshorn af kager. Her er der nemlig kage i stor stil. Det Sønderjyske kaffebord består nemlig officielt af 7 bløde, 7 tørre og 7 hårde kager – og de skal helst nydes i en bestemt rækkefølge. Du kan blandt andet nyde kaffebordet på Gram Slot første søndag i hver måned.

 

8. Mennesket ved Havet – Kæmpeskulptur ved Esbjerg

Besøger du Esbjerg og omegn, skal du uden tvivl slå et smut forbi Mennesket ved Havet – en fascinerende skulptur i hvid beton, der viser det smukke møde mellem mennesket og naturen. Her sidder de store fire skulpturer udformet som mennesker og kigger ud på havet. Kom helt tæt på eller nyd dem på afstand.

 

9. Billund – LEGO i lange baner

På en tur i det sydlige Jylland slipper vi heller ikke uden om Billund – og nok slet ikke hvis du har børnene med. For så skal I helt sikkert slå et smut forbi LEGO-klodsernes hovedstad, hvor I finder både LEGOLAND og det nyere LEGO-House. I kan næppe nå begge steder på én dag, så overvej om I skal tage flere dage i Billund, eller om det skal være LEGOLAND først og LEGO-House en anden gang. Skal der masser af LEGO, forlystelser og oplevelser for store og små, så tag et smut i LEGOLAND. Eller slå jer løs i LEGO-House hvor I kan bygge som I altid har drømt om.

 

10. Christiansfeld

Det er ikke uden grund at Christiansfeld lige syd for Kolding er kommet på UNESCO’s Verdensarvsliste. Byen byder nemlig på masser af historie og oplevelser. Besøg den berømte honningkageby og find ud af hvad der gør Christiansfeld til noget særligt. Her kan du gå på de skønne brostensbelagte gader og nyde de smukke gamle huse, få en kop kaffe eller en lækker honningkage på en café, og nyd Europas smukkeste Brødremenighedsby.

Seværdigheder Sønderjylland

Seværdigheder for børn i Sønderjylland

Skal du til Sønderjylland med familien, er det altid rart at have et overblik over oplevelser for børn. Læs med her og få lidt inspiration til spændende attraktioner og seværdigheder for børn i Sønderjylland

LEGOLAND

Igen kan vi kort nævne LEGOLAND som en ægte klassiske når det gælder oplevelser for børn – og barnlige sjæle. For LEGOLAND er fedt, og der er noget for alle aldre. Gå en tur i Miniland og se de flotte bygningsværker og gengivelser af berømte arkitektoniske perler, udelukkende bygget i LEGO. Eller besøg Duploland som er et skønt legeområde for de mindste. Til de lidt større børn finder I LEGO Ninjago World, Legoredo Town, Adventureland og Piratland – og meget mere. Her er er noget for enhver smag.

Universe Science Park

Universe Science Park er også kendt som Danfoss Universe eller bare Universe, og her er der masser af spændende science oplevelser for både de mindste og større børn – og selvfølgelig også en lærerig oplevelse for de voksne. Prøv Virtual Reality i forskellige former, Fire Zone, Ball Factory eller kom op i højderne på den høje klatrebane Sky Trail. Prøv også en tur på Segway-banen, eller hvad med at prøve kræfter som raketdesigner. Universe er både et sjovt og lærerigt sted for alle aldersgrupper.

StreetDome Skatepark i Hadersleev

Er familien til gadesport så tag en tur i Streetdome i Haderslev. Her får I mulighed for at stå på skateboard, løbehjul, rulleskøjter og køre på BMX – og I kan også kaste jer ud i klatring, parkour eller bouldering i den fede skatepark. Her er der både mulighed for at prøve jeres kræfter inden for gadesport både indendørs og udendørs – og med en skøn udsigt ud over havnepromenaden i Haderslev. Tag ungerne med på rampen og prøv jeres kræfter af på skateboardet – og husk selvfølgelig at medbringe eget udstyr.

Vadehavscentret

Tag ungerne med til Vadehavscentret og lær mere om livet ved Vadehavet – her kan I komme tættere på dyrelivet og lære meget mere om dyr og natur i den spændende udstilling. Følg med i trækfuglenes rejse, og nyd de skønne omgivelser I og omkring centret. I kan også tage på spændende ture, fx Sea Explorer der er helt perfekt for familien med små børn, hvor I kan lære om livet på havbunden. Eller tag på rejesafari eller vadehavstur på Mandø.

High Park Sønderjylland

I High Park i Sønderjylland kommer i godt op i træerne. Besøg den fantastiske klatrepark, som består af seks baner med forskellige sværhedsgrader. Her kan I klatre rundt, prøve intet mindre end 20 svævebaner og komme helt op i højden. Alle baner starter på jorden, og I kan tage det i jeres eget tempo – og alle er selvfølgelig iført en klatresele, så der er helt styr på sikkerheden, og så hjælper de dygtige instruktører jer altid godt på vej.

Ribe Vikingecenter

Tag hele familien med på en tidsrejse 1300 år tilbage til vikingetiden. I Ribe VikingeCenter kan I komme helt tæt på livet i vikingetiden, hvor de gamle danere levede. Her kan I møde vikingekrigere, håndværkere og handelsfolk fra 700-tallet og lære meget mere om livet dengang i det historiske oplevelsescenter med autentiske rekonstruktioner af det gamle Ribe. Hver dag er der aktiviteter for alle alder – I kan skyde med langbue, bage fladbrød eller øve jer i krigertræning, eller bare gå rundt og få en fornemmelse af, hvordan livet var dengang.

Seværdigheder Sønderjylland

Gratis Seværdigheder i Sønderjylland

Ferie i Sønderjylland kan være en omkostelig affære – særligt hvis du kommer langvejs fra, og særligt hvis I er hele familien afsted. Derfor kan det være rart med lidt gratis oplevelser ind imellem. Her har vi samlet en række af de bedste gratis seværdigheder i Sønderjylland – så kan I bare pakke en madpakke og komme afsted.

Vadehavet

Vadehavet byder på et væld af oplevelser for både børn og voksne. Her kan I gå langs de fine strande og opleve det frodige dyre- og planteliv. Måske kan I få øje på nogle af de sjældne fugle, der yngler ved Vadehavet? Eller måske kan I spotte en sæl på stranden eller i vandet. I kan også tage på ø-hop og besøge Fanø, Rømø eller Mandø, der hver især byder på skøn ø-kultur, natur og masser af oplevelser.

Sort sol

Sort sol i Sønderjylland er et helt særligt naturfænomen og en skøn oplevelse. Fra forår til efterår kan I være heldige at se de store sværme af stære danse rundt på himlen ved solnedgang langs Tøndermarsken og Ribemarsken. Her danser langt over 100.000 stære rundt på aftenhimlen så det ligner en svævende sky af små sorte pletter. Det er et overdådigt naturfænomen som kan nydes ganske gratis, hvis I er heldige at finde stæreflokken. Ellers er det også muligt at tage på en guidet tur arrangeret af Vadehavscentret.

Haderslev Dyrehave

Lige udenfor Haderslev finder I en af Danmarks største dyrehaver, hvor I kan nyde en skøn gåtur og den vidunderlige udsigt til Haderslev Dam. Og som om det ikke var nok kan I også gå rundt mellem de ca. 200 dådyr og 20 krondyr i Dyrehaven, som lever i deres vante omgivelser. Pas på jer selv og på dyrene og hold jer til stierne, så I ikke skræmmer dem. Ellers er det en skøn og helt gratis naturoplevelse for både børn og voksne.

Kongernes Jelling

Tag hele familien med på en skøn gratis, historisk oplevelse – nemlig Kongernes Jelling. Her kan I blandt andet finde den berømte Jellingesten uden for Jelling Kirke, samt besøge det spændende oplevelsescenter, der byder på en helt særlig og moderne digital sanseoplevelse om livet i vikingetiden. Her er der virkelig fyret op for den moderne og digitale formidling, og det er skønt med et museum, der følger med tiden. Det er en spændende oplevelse for hele familien.

Legeparken i Kolding

Ikke langt fra Koldinghus finder i en hyggelig lille legepark, der byder på masser af sjov for både børn og voksne. Here kan I lege på legepladsen – klatre, gynge og meget mere. I kan også prøve minigolf, mooncars og sejle en tur i robåd eller cyklebåd. Legeparken i Kolding er et perfekt sted at tilbringe eftermiddagen – og måske kombiner det med en tur forbi Koldinghus eller Trapholtmuseet.

Billund Skulpturpark

Billund er måske mest kendt for de der farverige klodser, vi alle sammen kender. Men Billund har faktisk mere end det – og trænger I til lidt tid uden for LEGOLAND, kan I tage et smut forbi den smukke Skulpturpark i Billund. En helt gratis oplevelse som byder på flotte skulpturer lavet af både danske og internationale kunstnere. De fine værker befinder sig langs en gårute i skønne omgivelser langs Skulpturstien ved åen i Billund. Her finder I hele 22 flotte, farvestrålende og fascinerende skulpturer – og det er en skøn oplevelse at se dem alle, både for børn og voksne.

Seværdigheder Sønderjylland

Historiske seværdigheder i Sønderjylland

Sønderjylland emmer af historie – og rundt omkring i hele det sønderjyske, kan du finde masser af spændende historiske bygningsværker og fortællinger om fortiden. Mest kendt er måske slaget ved Dybbøl Mølle i 1864, hvor vi kan anbefale et besøg til Historiecenter Dybbøl Banke, som vi også har nævnt ovenfor. Men Sønderjylland er så meget mere end det – læs mere om en række af de forskellige historiske seværdigheder i Sønderjylland lige her.

Sønderborg Slot

Sønderborg Slot byder på hele 800 års historie og danner ramme om mange spændende begivenheder i grænselandets historie. Her kan du se dig omkring i slottet, hvor Christian den 2. blandt andet var fange i 17 år. Du kan også se Drabantsalen, som er slottets eneste bevarede rum fra Middelalderen, samt de forskellige ombygninger der har fundet sted under Christian den 3. og dronning Dorothea. De fleste udstillinger på slottet handler om livet i Sønderjylland før 1920, herunder også de slesvigske hertuger, som har holdt til på slottet.

Arkæologi Haderslev

Det arkæologiske museum i Haderslev byder på mange spændende og flotte fund fra den sønderjyske muld. Her kommer du på en rejse gennem historien – hele 10.000 år tilbage i tiden til stenalderen, hvor du kan se Danmarks ældste grav. Og så bliver du ledt gennem tiden, hvor du kan se flotte fund fra bronzealderen og jernalderen, helt frem til 1500-tallet, hvor du blandt andet kan se resterne af Hansborg slot. Jævnligt dukker der spændende fund op i Sønderjylland, og du er velkommen til at følge med i arkæologernes arbejde ved åbent-hus-arrangementer.

Zeppelin- og Garnisonsmuseum i Tønder

Tilbage i 1914-18 kunne man finde en af Tysklands største luftskibsbaser i Tønder. Basen lå lige nord for byen, og det var blandt andet her, den prægtige zeppeliner holdt til. Dette blev der dog sat en stopper for, da basen blev bombet i 1918, og efterfølgende overtog det danske militær området i 1920. I dag er området indrettet til museum, hvor du kan se mange fine fotografier og genstande fra perioden – heriblandt de originale propeller fra de store zeppelinere. Du kan også besøge den store flyhangar i Soldaterskoven, som i dag er den eneste bevarede bygning fra basen.

Sikringsstilling Nord

Lidt uden for Rødekro finder du Sikringsstilling Nord, som er et besøg værd, hvis du er historisk interesseret. Denne befæstningslinje blev anlagt af det tyske militær under Første Verdenskrig og dækkede over et stort område med i alt omkring 800 bunkere. Du kan blandt andet besøge Kystbatteriet ved Aarøsund, Batteriet i Andholm Plantage og Gammelskov Batteriet, hvor sidstnævnte dog er sprængt og bærer præg af tidens forfald.

Frøslevlejrens Museum

I Frøslev finder du et andet levn fra krigstiden – her fra Anden Verdenskrig hvor du kan se de originale bygninger fra en af Europas bedst bevarede fangelejre, nemlig Frøslevlejren, der blev bygget som tysk interneringslejr i 1944. Her sad mange tusinde danskere fanget under det tyske sikkerhedspoliti med det formål at holde fangerne i Danmark, frem for at sende dem til kz-lejrene i Tyskland – selvom dette desværre ikke holdt stik. Efter Danmarks befrielse i 1945 blev lejren fortsat brugt som en straffeanstalt for landsforrædere i Danmark, nu kaldet Fårhuslejren. Besøg museet i dag og lær mere om livet i Frøslev- og Fårhuslejren.

Nydambåden

Nord for Sønderborg finder vi Nydam Mose, der byder på et væld af fund helt tilbage fra jernalderen. Heriblandt tre træbåde og mange våben og redskaber fra denne tid. Mange af fundene er fundet under udgravninger i 1863, hvorfor de havnede i Slesvig i Tyskland efter krigen i 1864. Fund fra senere udgravninger er dog udstillet på Nationalmuseet i København. Ved stranden ved Sottrupskov nær mosen er der i dag lavet en udstilling og formidlingshus, der blandt andet viser en rekonstruktion af Nydamsbåden. I sommerperioden ligger båden for enden af badebroen, og her er det muligt at opleve forskellige aktiviteter, hvor medlemmer af Nydamselskabet blandt andet sejler i båden og fortæller om vedligeholdelse og bygning af båden.

Gram Lergrav

Lige midt imellem Haderslev og Ribe finder du Gram Lergrav, der huser et lille museum, Naturhistorie og Palæontologi, og som byder på mange spændende fossilfund – heriblandt hvalfossiler og meget mere. Besøger du lergraven kan du også komme ned og lede efter fossiler i det gråsorte ler, som var levested for mange forskellige havdyr som søpindsvin, krabber, muslinger og snegle, samt større dyr fra havet. Du kan derfor være heldig af finde fossiler fra hajer, rokker, fisk og de andre smådyr fra havets bund. En spændende og lærerig historisk naturoplevelse for både børn og voksne.

Spændende naturoplevelser i Sønderjylland

Sønderjylland er meget mere end historie. Her finder du nemlig også en flot og forunderlig natur med alt fra det flade marskområde og vadehav i vest til det bakkede fjordlandskab i øst. Vi har selvfølgelig allerede nævnt Vadehavet og det vidunderlige naturfænomen, Sort Sol. Men du kan også få mange andre skønne naturoplevelser i Sønderjylland. Læs mere om dem her.

Vandreture i Sønderjylland

Er du til vandretur? Så vil Sønderjylland være det helt rette – her finder du masser af skønne vandrestier, der både nyder på natur og masser af historie. Du kan gå langs Gendarmstien, Marskstien eller den skønne Camino ved Haderslev Næs. Mulighederne er mange, når det gælder vandring i Sønderjylland, for du finder intet mindre end 1000 kilometer afmærkede ruter fordelt på over 150 stier og spor gennem landskabet. Her er både lange ruter og mere korte vandreruter, så der er noget for enhver smag.

Hop op på jernhesten og tag på cykeltur i Sønderjylland

Oplev Sønderjylland på cyklen? Det kan du snildt – Sønderjylland har nemlig intet mindre end 3000 kilometer markerede cykelruter, blandt andet den lange Østersørute, hvor du kan tage en længere tur med overnatninger undervejs. Nyd den skønne natur med strand, marsk og bakkede fjordlandskaber fra cyklen.

Dybbøl Banke

Dybbøl Banke er meget mere end krig. I dag finder du nemlig også et skønt naturområde, der strækker sig langt med fine vandrestier og steder, hvor du kan nyde en god madpakke. Du finder også en af Danmarks største sten – faktisk den 10. største sten, Barstenen, som vejer hele 200 tons. Kombiner turen til Dybbøl med et besøg i historiecentret, og så kan du nyde din frokost i de naturskønne omgivelser.

Randbøl Hede

Randbøl Hede byder på en spændende historie om, hvordan vi mennesker gennem tiden har præget landskabet. I Jernalderen blev området opdyrket, men i 1500-tallet og frem til 1800-tallet blev jorden udpint og træer fældet. Det skabte sandflugt, som selvfølgelig var til stor gene for beboerne. Heden blev dog overtaget af hedelyng, og i 1760 kom flere tysker til området for at dyrke jorden igen – og nu skulle der dyrkes kartofler. Sidenhen er Randbøl Hede blevet fredet, og det er dermed en af de største fredede heder i Danmark, hvor du kan tage på en dejlig vandretur og være heldig at finde lækre bær som tranebær, blåbær og tyttebær.

Draved Skov

Draved Skov nær Løgumkloster er intet mindre end en af Danmarks ældste skove – med hele 5-7000 års historie bag sig. I skoven finder du et væld af naturliv, samt skovlinden, der især var udbredt i stenalderen. En stor del af skoven er endnu urørt, og den har været fredet siden 1963. Du får dermed en vaskeægte naturoplevelse i en af Danmarks skønneste skove.

Østersjagt i Vadehavet

Lige så berømt som Limfjorden er for muslinger, lige så berømt er Vadehavet også for østers. Den oprindelige vadehavsøsters er desværre uddød, men du har stadig rig mulighed for at fange Stillehavsøsters. Det foregår på Rømø, og gør det helst i samarbejde med Naturcenter Tønnisgaard, da giftige alger indimellem har det med at trænge ind i de ellers så lækre østers. Og sørg selvfølgelig også for at tjekke op på tidevandet.

Fang rejer på Rømø

Det lave vand ved Rømø giver dig rig mulighed for at opleve det vrimlende dyreliv. Du har derfor også mulighed for at trække i de bedste vaders og gå ud og fange rejer og mange andre spændende dyr. Det kan du gøre ved Naturcenter Tønnisgaard på Rømø. Du finder både rejer, krabber, fisk, slangesøstjerner og meget mere – og så har du mulighed for at lære mere om bæredygtigt fiskeri af hesterejer ved Vadehavet.

Få styr på dit sønderjyske

Skal du på weekendophold eller ferie i Sønderjylland, kan du selvfølgelig godt klare dig med din egen danske dialekt – eller måske med rigsdansk i hvertfald. Men det kan nu være meget godt at få lidt styr på det sønderjyske lingo. Sønderjyderne kan selvfølgelig godt tale rigsdansk, men det kan ske, at der ind imellem ryger lidt sønderjysk ind, og så kan det være lidt svært at forstå ’e språch’.

Og vil du læse lidt mere om synnejysk språch, eller få lidt mere styr på ordforrådet, kan du taget et kig på Æ Synnejysk forening.

Men her får du lige en håndfuld af de mest almindelige sønderjyske udtryk og ord:

 

Mojn – Mojn er noget så simpelt som goddag – og faktisk også farvel. Et langt mojn betyder goddag, mens to korte mojn mojn betyder farvel.

 

Kache – Her får du et vigtigt ord i Sønderjylland. Kache er kage, og er der noget sønderjyderne har styr på, er det kage. Se bare det Sønderjyske Kaffebord, hvor der er kager i lange baner.

 

Jamsk – er du jamsk? Så betyder det, at du er træt, søvnig eller uoplagt. Så føler du dig lidt jamsk, kan det være du skal tage en lille slapper.

 

Sinne nå – sinne nå betyder rolig nu eller rolig – så du kan bare tage det helt roligt.

 

Jæn å æ dækkel – Bliver du spurgt om du skal have jæn å æ dækkel, så må du hellere sige nej, for det betyder, om du skal ha´en på hovedet. Av, nej tak.

 

Æ tøs – Æ tøs har ikke noget med tøser eller at nyse at gøre. Det betyder faktisk bare ”jeg synes”.

 

Bachætte – baguette hvad for en? Nej, bachætte betyder faktisk ”bagefter”.