Seværdigheder Midtjylland

Det skønne Midtjylland er et overflødighedshorn af oplevelser – her er byliv, natur og landlige omgivelser, og masser af seværdigheder. Her er der både, natur, kunst, kultur, historie og oplevelser for både børn og voksne.

Her på siden har vi samlet en lang række seværdigheder i Midtjylland – der er seværdigheder for børn, seværdigheder i naturen i Midtjylland. Du finder også kulturelle og historiske seværdigheder samt gratis seværdigheder i Midtjylland. Er vejret dårligt i det midtjyske, kan du selvfølgelig også tage et kig på indendørs seværdigheder i Midtjylland.

Tag også et kig på seværdigheder i resten af Jylland eller på Fyn.

Seværdigheder for børn

I weekender og ferier er vi ofte på udkig efter noget, vi kan lave med vores børn. Er du i tvivl om hvor weekendens udflugt med ungerne skal gå hen, har vi samlet en række populære udflugtsmål i Midtjylland her.

 

Djurs Sommerland

En sand klassiker i Midtjylland – Djurs Sommerland, hvor I finder et hav af sjove forlystelser – og vilde dinosaurer. Djurs Sommerland blev i 2019 kåret som Europas bedste forlystelsespark, så der er masser af gode grunde til at besøge det skønne sommerland på Djursland. Og uanset om du er voksen, midt imellem eller lille, så’ det Djurs Sommerland.

Ree Park Safari

Er I til vilde oplevelser – som i rigtigt vilde? Så er Ree Park Safari lige noget for jer – her kommer I tæt på de vilde dyr – kør med en rigtig safaribil gennem parken og kom helt tæt på girafferne og zebraerne, eller hvad med en togrejse gennem den amerikanske prærie? Her er både vilde dyr og klappedyr, og alt i alt en skøn oplevelse for både børn og dyreglade voksne.

Energimuseet

Er ungerne vilde med historie, fysik og videnskab? Så tag dem med på Energimuseet, der ligger med en smuk placering ved Tange Sø. Her kan I lære om energiens historie, og hvad vi gør for den grønne omstilling. Og så er der aktiviteter for hele familien – kom og oplev lynshow, og lær om, hvordan vi omdanner kraft fra vand og vind til elektricitet. En spændende oplevelse for især skolebørn.

Aqua Akvarium & Dyrepark

Aqua Akvarium og Dyrepark ved Silkeborg er en skøn oplevelse for børn og voksne – her kan I opleve livet i vand og på land, både indendørs og ude. Hvad svømmer fiskene egentlig rundt og laver på søens bund? Og hvad med de søde oddere? Her er masser af dyr og spændende oplevelser – tag på en skøn kanotur på Silkeborgsøerne, eller gå en tur i den smukke natur.

Labyrinthia

Lige syd for Silkeborg kan I komme på en ordentlig udfordring i Labyrinthia – en temapark med hele ni forskellige labyrinter, samt et puzzle center med et væld af spil og aktiviteter. Prøv vandlabyrinten, hvor I skal gå rundt mellem smukke duftende roser og masser af vand – det gælder om ikke at blive våd! Der er også en mini-labyrint til de små, og en hundelabyrint til vovserne. En sjov oplevelse for både børn, voksne og de firbenede.

Tivoli Friheden

I skønne omgivelser tæt på Tangkrogen og Marselisborg ligger Tivoli Friheden i Aarhus. Her er der masser af fest og farver og et væld af sjove forlystelser til børn i alle størrelser. Tør I tage en tur i Cobraen eller Himmelrum – en svimlende oplevelse, eller skal I bare nyde en tur i Pariserhjulet? Er I ekstra modige kan I også køre en tur igennem Haunted House og skyde løs på zombierne.

Seværdigheder Midtjylland

Naturoplevelser i Midtjylland

Nogle gange trænger vi bare til at trække stikket og slappe af – og gerne ude i naturen. Midtjylland byder på masser af skøn natur – grønne skove, dejlige badestrande, bakkede landskaber og skønne søer og åer.

 

Himmelbjerget

En rigtig klassisk naturoplevelse i det midtjyske er selvfølgelig Himmelbjerget. Det smukke udkigspunkt, der måler 147 meter over havet, ligger i de skønneste omgivelser med udsigt ud over sø og skov i Søhøjlandet. Ved Himmelbjergpladsen ligger både boder, hotel og en fin legeplads, og så går der en sti gennem skoven op til Himmelbjergtårnet.

Den Genfundne Bro

En anden skøn naturdestination i det midtjyske er Den Genfundne Bro nær Horsens og Bredstrup. Lige her i Bakkelandet har der i 85 år gemt sig en smuk rød bro. Broen ligger ved Gudenåen, og den var gemt væk under en dæmning, men i 2014 gravede man broen fri og restaurerede den. I dag er der mulighed for at tage på vandre- og cykelture i området, og nyde en skøn skovtur ved broen.

Nationalpark Mols Bjerge

Nationalpark Mols Bjerge er et skønt område, der byder på et væld af oplevelser – både natur, kultur og historie. Her er masser af spændende seværdigheder i naturen – Agri Bavnehøj, Trehøje, Jernhatten, Porskær Stenhus og meget meget mere. Her er skønne skove, bakkede landskaber og skønne kyststrækninger. Der er rig mulighed for vandreture, shelterture og meget mere.

Mønsted Kalkgruber

Klæd jer godt på og tag på eventyr i mørket – et besøg i Mønsted Kalkgruber er en spændende og unik naturoplevelse – de største sammenhængende kalkgruber i verden. Her kan I gå gennem de 4 km flotte grubegange, hvoraf de 2 km er lyst op – og resten af vejen skal I huske en lommelygte. Måske kan I få øje på flagermusene. Over jorden kan I besøge det gamle kalkværk og museum, og så kan I nyde lidt mad og drikke i caféen.

Ejer Bjerge

Drømmer du om at bestige Danmarks højeste punkt? Så tag vandreskoene på og pak en god rygsæk til en tur i Ejer Bjerge, hvor du kan bestige de højeste tinder i Danmark, Ejer Bavnehøj, Møllehøj, Møgelhøj og Yding Skovhøj – og gennem tiden har der været en del ballade om, hvilket punkt der er højest (svaret er Møllehøj). Er vejret godt, kan du se helt til Samsø og Lillebæltsbroen.

Gudenåen

Danmarks længste vandløb, Gudenåen, snor sig igennem det midtjyske landskab med sine 160 km, og det er det nærmeste vi kommer på en rigtig flod i Danmark. Langs denne naturperle finder du et væld af flora og fauna i de skønne naturområder – som strækker sig gennem land og by. Der er mulighed for både korte og længere vandreture eller cykelture langs Gudenåen, og masser af skønne naturoplevelser for både børn og voksne.

Seværdigheder Midtjylland

Kunst og kultur i Midtjylland

Er du til kunst og kultur, er Midtjylland det helt rigtige sted. I flere af de midtjyske byer, er der kunstmuseer, teatre og meget mere, der byder på masser af kulturelle oplevelser. Tag en tur i teatret, til koncert eller på museum – der er noget for enhver smag, og til både børn og voksne.

 

ARoS

Er du turist i Aarhus, slipper du næppe uden om ARoS, som står og flotter sig med regnbuen på toppen. Det er et af Nordeuropas største kunstmuseer, som har en forunderlig samling af danske og udenlandske værker. Her er ofte varierende udstillinger med alt fra moderne til klassisk kunst, samt forskellige aktiviteter i børnehøjde. På ARoS kan I sagtens få en hel eftermiddag til at gå i de flotte omgivelser – og husk lige at gå en tur op i regnbuen og nyd udsigten over Aarhus i flotte farver.

Kunsthal Aarhus

Gemt væk mellem bygningerne, ved siden af ARoS finder du en lille perle i form af Kunsthal Aarhus, der er et moderne udstillingssted for samtidskunst, og et skønt pusterum fra bylivet og det store kunstmuseum ved siden af. Her finder du nye og moderne værker af både lokale, såvel som internationale kunstnere. Det et blandt andet også her afgangselever fra Det Jyske Kunstakademi udstiller deres projekter. Der er fri entré til Kunsthal Aarhus, og så er der mulighed for at købe lidt mad og drikke i caféen.

Aarhus Teater

En tur til Aarhus kan selvfølgelig også byde på teater – og her har Aarhus Teater selvfølgelig en stor stemme. Aarhus Teater byder på et væld af forestillinger hvert år – alt fra musicals til drama og komedie – alt fra Cabaret til Dracula og A Clockwork Orange. Så er du på udkig efter en skøn og spændende aften i byen, vil Aarhus Teater være et oplagt valg.

Museum Jorn

I Silkeborg finder du Museum Jorn, der er hjem for Asger Jorns kunstsamling. Her er der både Jorns egne værker i den permanente samling, samt forskellige udstillinger af udenlandske og danske kunstnere. Desuden har Museum Jorn stor fokus på børnene – derfor er der masser af skønne aktiviteter for børnefamilierne, hvor børn og voksne sammen kan opleve kunsten på en ny og sjov måde.

Skovsnogen – Deep Forest Art Land

Gemt godt væk i skoven nær Herning finder du et væld af kunstværker under åben himmel – det er Deep Forest Art Land. Her kan du gå langs den 3 km lange rute og støde på mere end 80 forskellige kunstværker, og der kommer løbende flere til. Det er et unikt udstillingssted med samtidskunst – og så er det en fantastisk oplevelse for både børn og voksne.

Randers Teater

Randers er meget mere end regnskov, Elvis Presley og mokai. Her finder du også Randers Teater, som byder på masser af spændende teaterforestillinger og musikoplevelser for både børn og voksne. Her er både teatrets egne forestillinger, samt forskellige turnerende forestillinger fra Danmark.

Glasmuseet Ebeltoft

Kunste er ikke bare flotte malerier, og glas er ikke bare noget vi drikker af – oplev glas og kunst på en ny måde på Glasmuseet Ebeltoft. Museet råder over en flot samling af moderne, international glaskunst – og der er løbende forskellige udstillinger, foruden deres faste samling, der i dag består af mere end 1600 værker. For børnene er der spændende aktiviteter – de kan for eksempel komme og lave mobiler med planeter og stjerner af papir, eller lave deres eget armbånd af glasperler. En skøn museumsoplevelse for alle størrelser.

Horsens Kunstmuseum

På Horsens Kunstmuseum bliver du mødt af en flot samling af moderne kunst fra nogle af de største danske samtidskunstnere. Uanset om du er lidt af en kunstkender, eller kunstverdenen er ny for dig, vil museet være en skøn oplevelse, hvor du kan lære om, hvad der rører sig i den danske kunstverden lige nu. Her kan du blandt andet opleve Michael Kvium, Christian Lemmerz og Rose Eken, samt flere nye danske kunstnere.

HEART – Herning Kunstmuseum             

I Herning finder du HEART – Hernings museum for samtidskunst, der huser meget mere end blot kunst. Her bryder museet grænserne mellem kunst og håndværk – da de ikke bare udstiller kunst i den klassiske forstand, men også har stor fokus på mode og tekstildesign. Et spændende museum, der har til huse i et arkitektonisk mesterværk i udkanten af Herning.

Vejle Kunstmuseum

På Vejle Kunstmuseum finder du en stor samling af malerier, skulpturer og grafisk kunst – alt fra klassiske malerier til moderne værker. Malerisamlingen består af værker fra 1800-tallet og frem til i dag – blandt andet har de en stor samling af Wørzner, samt værker af Rembrandt, og Christian Eckardts samling, som han testamenterede til museet, bestående af grafiske værker og tegninger fra europæiske og danske kunstnere.

seværdigheder midtjylland

Historiske seværdigheder i Midtjylland

Midtjylland emmer af historie – og gerne i skønne omgivelser. Her finder du alt fra vikinger og mosefund til livet i 70’erne og meget mere. Vi har samlet en række spændende historiske seværdigheder, du kan opleve i Jylland.

 

Hjerl Hede

Rejs et smut til fortiden – mere præcist 150 år siden og oplev livet på landet. Besøg frilandsmuseet Hjerl Hede med familien og se, hvordan vi levede i Danmark. Husene er indrettet som dengang, og i stuer, køkkener og værkstæder lever de, som dengang. Her finder du også Danmarks ældste bondegård fra 1546. Hør gæssene skrappe, og se hvordan vi levede dengang. Det er en skøn oplevelse for børn og voksne.

Moesgaard Museum

Med sin nye bygning har Moesgaard Museum fået et solidt comeback, hvor du bliver budt på masser af spændende udstillinger fra oldtiden og frem. Her kan du hilse på Grauballemanden, se hvordan vikingerne levede og kigge på den store våbensamling fra dengang. Mød mennesket som det var engang. Og tag et kig på de spændende særudstillinger, der blandt andet har bestået af kinesiske statuer, gladiatorer og livet i Pompeii.

Den Gamle By

I hjertet af Aarhus, ved siden af Botanisk Have, finder du Den Gamle By – det kendte frilandsmuseum, hvor du bliver sendt på en tidsrejse. Hvordan levede vi før 1900-tallet – i de skønne gamle bindingsværkshuse? Oplev de moderne 1920’ere, hvor industrialiseringen slog igennem. Rejs frem til de farvestrålende og blomstrende 1970’ere, hvor du kan se alt fra boghandler og radioforhandlere til børnehaver.

Fængslet

Kom på en spændende og anderledes oplevelse i det gamle Horsens Statsfængsel – her er der alt fra koncerter og events til overnatningsmuligheder – og selvfølgelig et museum, og endda et af de største fængselsmuseer i Europa. Her får du fængselslivet under huden i de autentiske omgivelser, og du kan lære om livet i fængslet for 100 år siden og frem til nu.

Fregatten Jylland

Kom helt tæt på historien – så tæt at du kan mærke dens vingesus – eller måske er det den friske havluft. I hvert fald kan du gå ombord på Fregatten Jylland og drømme dig væk til en spændende tid, hvor der var gang i kanonerne og masser af strabadser for matroserne på verdens længste træskib. Tag børnene med på en spændende oplevelse – måske skal de prøve livet som ung matros?

Silkeborg Bunkermuseum

Er du interesseret i livet under besættelsen, kan et besøg til Silkeborg Bunkermuseum være en rig mulighed for at lære mere om livet under Anden Verdenskrig i Danmark. Museet er indrettet i en gammel tysk mandskabsbunker, og der er mulighed for forskellige aktiviteter som guidede ture af forskellig varighed rundt i området.

Hald Ruin

Syd for Viborg finder du Hald Sø med den lille halvø, hvor Hald Ruin befinder sig. Hald Ruin består af de sidste synlige ruiner fra borgen, som Viborgs sidste biskop, Jørgen Friis fik opført i 1528, hvor den nogle år efter ved reformationen blev overtaget af kronen. Hald Ruin er et populært udflugtsmål i området med sin skønne beliggenhed ved søen.

seværdigheder midtjylland

Indendørs seværdigheder i Midtjylland

Foruden museer er der selvfølgelig masser af indendørs aktiviteter i Midtjylland – både for børn og voksne. Indendørs oplevelser kan være alt fra de mere rolige som besøg i en kirke – til de vilde legeland og gymnastikcentre. Læs mere herunder, hvad du kan lave på en regnvejrsdag i det midtjyske og omegn.

 

Dokk1

Har du børn, og bor du i eller tæt på Aarhus? Så kender du uden tvivl Dokk1 – Aarhus nye samlingspunkt og kultur- og multimediehus i ét. Det er her Borgerservice holder til, men kedeligt er her absolut ikke. Du finder nemlig også det fine hovedbibliotek, som har masser af aktiviteter for børn og voksne, samt rigtig fine legeområder, både inde og ude. Her er café, madpakkerum, ammerum og masser af leg og læring. Her kan I snildt få en regnvejrsdag til at gå.

Baboon City

Forlystelsesparker behøver ikke bare være ude i det fri – det er Baboon City i Herning et glimrende bevis på. Her kan familien slå sig løs med masser af sjove oplevelser. Der er padeltennis til de voksne, og masser af sjove forlystelser, legeland og spillemaskiner til alle aldre. Du finder radiobiler, sumobrydning og en solid trampolinpark med masser af hop og sjov. Et skønt udflugtsmål på en regnvejrsdag.

Viborg Domkirke

Der findes mange fine domkirker i Danmark, og Viborg Domkirke er blot en af dem – og et sandt mesterværk. Kirken stod færdig i 1133, men har siden været ramt af flere brande, der med tiden har efterladt mure og krypt. I dag er kirken genopbygget, men det er kun krypten, der fortæller om kirkens lange historie. Alligevel er det et flot bygningsværk – og den største granitkirke i verden – bestemt et besøg værd på en regnvejrsdag, når der er åbent for besøgende.

Randers Regnskov

Det regner måske meget i regnskoven, men ikke i den her regnskov. Randers Regnskov er den største indendørs zoo, hvor du kan møde et væld af spændende dyrearter, gå side om side med aber, kamæleoner og skildpadder. Du kommer helt tæt på dyrene og kan mærke den rigtige regnskovsstemning med fugtig varme, lugten af planter, jord og dyr. En skøn dyreoplevelse for både børn og voksne.

LEGO House

Er vejret ikke til en tur i LEGO Land, kan I altid tage et smut i LEGO House. Her kan I fyre den af med alle de legoklodser, I nogensinde kunne drømme om. I de forskellige oplevelseszoner kan I hygge med legoklodser i alverdens farver – bestem selv, hvad I vil bygge – eller måske skal I lave en vaskeægte LEGO-film eller en sej LEGO-robot? Alt er klar til jer på en blæsende regnvejrsdag i LEGO House.

Golfskoven

Golf var måske ikke noget, du havde overvejet at spille indendørs, men det kan du i Golfskoven. Her kan du nemlig spille indendørs minigolf og petanque. Og selvfølgelig mere klassiske indendørs aktiviteter som pool, poolball og dart. Og skal sulten stilles, kan I selvfølgelig få beers & burgers. En sjov oplevelse for vennegruppen, og perfekt til særlige begivenheder som julefrokost, firmafest eller polterabend.

Rush Danmark

Det regner og regner udenfor, og ungerne trænger til at brænde en ordentlig omgang krudt af? Tag dem med i Rush i Aarhus – Danmarks sjoveste trampolinpark. Her kan de hoppe, klatre eller slå sig løs i gladiatorkamp – eller hvad med at lade dem blive vaskeægte Ninja Warriors, hvor de skal klatre langs reb og svinge sig i lianerne.

seværdigheder midtjylland

Gratis seværdigheder i Midtjylland

Der er masser af gratis seværdigheder rundt omkring i Midtjylland. Skal det være en tur i naturen – måske se en flot gammel borg eller andre ruiner fra fortiden? Der er rig mulighed for at finde gratis oplevelser i Midtjylland.

 

Troldejagt i Midtjylland

Rundt omkring i Midtjylland – og resten af Danmark (og verden for den sags skyld) gemmer der sig nogle fantastiske væsner – de skønneste trolde, der gemmer sig i skove og på marker. Det er de fine træskulpturer, lavet af Thomas Dambo. Se om du kan finde Trolden Sigurd, der sidder på en rød bil på en mark ved Mørke. Måske er du allerede kommet forbi Troldene Simon og Anine, der sidder ved Tilst i Aarhus. Se om du kan finde dem alle.

Kalø Slotsruin

Kast jer ud på en skøn gåtur langs dæmningen ud til Kalø Slotsruin – og en rejse tilbage i tiden. Ja, faktisk hele 700 år tilbage i tiden til Kalø Slotsruin, der ligger for enden af Danmarks længste middelaldervej. I dag er der blot enkelte mure og tårnet tilbage, som fortæller en spændende historie – og så kan I nyde den skønne udsigt ud over Kalø Vig – måske skimte Aarhus i det fjerne.

Botanisk Have og Væksthusene

Besøg en skøn oase i Aarhus – Botanisk Have og Væksthusene. Her kan I nyde de skønne omgivelser, både indendørs og udendørs. I den skønne have finder I et væld af flotte planter, fine søer med ænder – og et par fine legepladser. Væksthusene er et gigantisk drivhus med et væld af planter fra forskellige klimaer – besøg ørkenen, eller måske det subtropiske klima. En skøn og gratis oplevelse. Desuden ligger Botanisk Have klos op ad Den Gamle By, som også er et besøg værd.

Økolariet

I Vejle finder I Økolariet, som er et spændende oplevelsescenter, hvor I kan lære alt om fjord, hav og skov. Her er der fokus på bæredygtighed og miljø. Hvordan holder vi drikkevandet rent? Hvad sker der med al den plast i havet? Og hvordan kan vi genbruge vores ting? Det er en fantastisk måde at lære både voksne og børn at passe bedre på vores natur.

FAQ

  • Hvad kan jeg lave i Midtjylland?
    Midtjylland byder på oplevelser og seværdigheder for både børn og voksne. Her er natur, kunst, kultur og masser af historie.

  • Hvilke gratis seværdigheder er der i Midtjylland?
    Der findes mange gratis seværdigheder i Midtjylland – besøg for eksempel Væksthusene i Aarhus, Økolariet i Vejle eller tag på troldejagt og find Thomas Dambos flotte træskulpturer.

  • Hvad skal vi lave på en regnvejrsdag i Midtjylland?
    I kan tage på museum, i teatret eller besøge andre indendørs faciliteter – skal det være legeland, oplevelsescenter eller en tur i Randers Regnskov?