Seværdigheder sjælland

Sjælland er en skøn ø med masser af oplevelser – og selvom vi ofte forbinder Sjælland med København, byder øen på meget mere end det. Det store, brogede landskab byder nemlig på et væld af attraktioner i alle størrelser. Her er oplevelser for store og for små, oplevelser med masser af skøn natur, historie, kultur og meget mere. Til denne artikel har vi taget et ordentligt dyk ned i det sjællandske landskab, for at du kan finde inspiration til de bedste seværdigheder på Sjælland.

 

De bedste turistattraktioner på Sjælland

Sjælland er en ren skattekiste af oplevelser for hele familien. Her er smukke og lærerige naturoplevelser, masser af historie og kultur, og sjove forlystelser og andre seværdigheder for både voksne og børn. Der er derfor masser af gode grunde til at tage på weekendophold eller ferie på Sjælland. Og bor du allerede på Sjælland, og har du brug for lidt inspiration til udflugter i weekenden eller i ferien, kan du også finde det her.

Skal turen gå til Sjælland i sommerferien eller påskeferien? Eller trænger I til en weekendtur til det sjællandske? Find inspiration til overnatning her:

 

Her kan du finde overnatningsmuligheder på Sjælland i alle prisklasser. Du kan også finde ud af, hvilke steder der er børnevenlige, samt hvilke steder der er kæledyrsvenlige, hvis de firbenede venner skal med. Læs også meget mere om seværdigheder med børn på Sjælland og seværdigheder med hund på Sjælland lige her på siden.

Oplev den skønne natur på Sjælland – udendørs seværdigheder

En af de ting vi kan prale af her i Danmark, er uden tvivl den skønne natur. Vi har godt nok ikke sneklædte bjerge, storslåede prærier eller vildtvoksende jungler. Til gengæld har vi noget helt særligt i form af skønne badestrande, grønne bøgeskove, velduftende nåleskove, bakkede landskaber og skønne heder og vandrende klitter.

Danmark er altså et vaskeægte overflødighedshorn af naturoplevelser. Og det er de færreste steder, vi behøver frygte vilde dyr og farlige steder i den danske natur. Her er ingen bjørne eller løver, og ingen vilde kløfter og farlige bjergstier. Selvfølgelig bør vi altid være opmærksom på omgivelserne – det er ikke rart at blive overrasket af en vred tyr eller brunstig kronhjort, og vi skal altid passe på, når vi begiver os ud i højderne langs de danske kyststrækninger med klint og skrænt. Men alt i alt er den danske natur tryg og helt igennem forunderlig.

Læs videre her og find inspiration til nogle af de bedste naturoplevelser på Sjælland.

Røsnæs

Den skønne halvø, Røsnæs, som ligger i det vestligste Sjælland, nær Kalundborg, byder på en skøn oplevelse med masser af natur. Herfra kan I nyde udsigten ud over Storebælt og se til både Sjællands Odde, Sejerø og Samsø. Røsnæs byder på et skønt dyre- og planteliv, samt flere fine seværdigheder som Røsnæs Fyr, Ulstrup Mølle og Røsnæs Kirke.

Det er også ved Røsnæs I kan være heldige at få øje på den sjældne sommerfugl, Fransk bredpande. Ellers kan I også finde mange andre spændende dyr som ræve, firben og rødmus, samt mange fine fugle – herunder trækfugle i foråret og efteråret. Faktisk kan I også være heldig at finde Danmarks eneste fugleedderkop, som er meget sjælden. I planteverden kan I finde soløje, knopnellike, timian og mange andre fine planter, der oftest er at finde i de varmere himmelstrøg.

Tag Røsnæs rundt med vandreruten Røsnæs Rundt, som består af 13 landmarks, der fortæller om landskabet. Her kan I vælge mellem den samlede rute på 25 km eller de kortere ruter på hhv. 2, 3 og 5 km.

Stevns Klint

Selv i vores lille bitte land, har vi hele syv attraktioner på UNESCO’s verdensarvsliste – og en af de mest populære er Stevns Klint. Og vi forstår i den grad godt, hvorfor Stevns Klint er på listen. Her får du nemlig en helt uovertruffen naturoplevelse, der kan oplevers både til lands og til vands – og fra toppen.

Stevns Klint rejser sig 40 meter over havets overflade med al sin overdådighed, og det er derfor en meget velbesøgt turistattraktion for både dansker og udenlandske turister. Stevns Klint er ikke bare natur, men fortæller også en lang historie – helt tilbage fra da dinosaurerne uddøde, frem til atomtruslen under Den Kolde Krig. De forskellige ler- og jordlag i klinten fortæller en lang historie om fortiden – og hvilke dyr der overlevede det altødelæggende meteornedslag.

Det giver dermed god mulighed for at finde fossiler og forsteninger af dyr og planter. Vær dog opmærksom på, at det ikke er tilladt at hakke i klinten, men kun i de nedfaldne blokke. Nedfaldne blokke og klumper af kridt og kalk må gerne tages med hjem. Du må heller ikke pille i fiskeleret eller tage det med hjem. De mest almindelige fossiler ved Stevns Klint er vættelys, søpindsvin og koraler, men du kan også være heldig at finde hajtænder.

Foruden en skøn natur, flot udsigt og fossiler, kan du også besøge Højerup Gamle Kirke, som står ved kanten af klinten, eller besøge Stevns Fyrcenter eller tage forbi Geomuseum Faxe ved Faxe Kalkbrud.

Faxe Kalkbrud

Faxe Kalkbrud er i den grad også et besøg værd, hvis du er interesseret i fossiler fra fortiden og den danske natur. Faxe Kalkbrud var for 63 millioner år siden bunden af et hav, og derfor er det i dag muligt at finde levn fra denne tid, hvor krokodiller, kæmpehajer og mange andre fascinerende havdyr fra fortiden svømmede rundt.

Men det er ikke det eneste, Faxe Kalkbrud er til for – det er nemlig her, der til dagligt bliver brudt kalk til forskellige formål inden for produktion. Det er derfor også en arbejdsplads i hverdagen – så husk at respektere dette, hvis du planlægger en tur til kalkbruddet.

Tag børnene med på en spændende fossiljagt, hvor I kan være heldige at finde hajtænder, koraller, krabbeskjolde og muslingeskaller, der levede i havet for 63 millioner år siden. Er I ikke til fossiljagt, kan I også nyde en dejlig gåtur i kalkbruddet, hvor I kan nyde udsigten over de azurblå søer i kalkbruddet. Husk et par gode vandresko, solcreme og en flaske vand til turen.

Det er også her ved Faxe Kalkbrud, at I kan besøge Geomuseum Faxe, hvor der er mulighed for at leje hammer og mejsel til at tage med ned og udforske kalkgraven, samt I kan lære meget mere om fortidens levn.

Skovtårnet i Gisselfeld Klosters Skov

Du har måske allerede hørt om den nye og storslåede naturoplevelse på Sjælland – det har de i hvertfald hørt om i udlandet. Midt i Gisselfeld Klosters Skov finder I nemlig et særligt tårn, Skovtårnet på hele 45 meter. Skovtårnet ligger lige midt imellem Faxe og Næstved på Sjælland.

Skovtårnet er bygget af arkitektfirmaet Effekt, og det blev indviet i marts 2019. Til dagligt styres tårnet af Camp Adventure, som også har en formidabel klatrepark, hvor du kommer godt op i træernes højder.

Men tårnet i sig selv er også et besøg værd, hvis du drømmer om at opleve træerne fra oven. Her får du nemlig en forunderlig udsigt ud over trætoppene i det flotte trætårn, som er et arkitektonisk mesterværk i sig selv.

Vær opmærksom på, at skoven er privat, og derfor må du kun opholde dig her fra kl 6.00 om morgenen til solnedgang – og du må kun gå på stier og veje.

Amager Fælled

Vi har prøvet at snige os lidt uden om København, da vores hovedstad er et kapitel for sig. Men vi vil alligevel gerne lige slå et slag for Amager Fælled, som en skøn – og i den grad vigtig – naturoplevelse. Her får du nemlig en fantastisk natur, lige midt i storbyen, i form af et 223 hektar stort landskab. Dette skønne naturområde er et fredet naturområde, der huser et rigt dyre- og planteliv.

Here kan I finde sjældne sommerfugle, fugle og sjældne paddearter, og et væld af skønne plantearter – og herunder også spiselige planter som brombær, æbler og havtorn, hvilket giver god mulighed for en sanketur.

Det er muligt både at gå og cykle rundt i Amager Fælled på de anlagte stier og skovveje – og har du hunden med, så sørg altid for at have den i snor.

Rusland

Nej, du har ikke læst forkert – og bare rolig, du skal ikke en tur til Rusland. Eller i hvertfald ikke dén Rusland. Vi taler skam om Rusland på Sjælland. Lige syd for Dronningmølle på Nordsjælland finder du nemlig et skønt, fredet naturområde, kaldet Rusland. Det er et dejligt bakket hedelandskab, der strækker sig over 260 hektar.

Her finder du blandt andet Rudolph Tegners Museum og Statuepark, samt en masse skøn natur i det bakkede landskab, hvor du kan nyde de skønne omgivelser og det rige planteliv.

Rusland er perfekt til en vandretur – men sørg lige for de vandtætte vandrestøvler, eller gummistøvler, da det godt kan være lidt mudret undervejs. Desuden egner ruten sig knapt så godt til barnevogne og kørestole, så vær opmærksom på det.

seværdigheder sjælland

Seværdigheder med børn på Sjælland

Er I på udkig efter oplevelser på Sjælland i børnehøjde, er I havnet det rette sted. Her har vi samlet en række af de fedeste seværdigheder for børn på Sjælland. Så skal der brændes krudt af i forlystelserne, eller er I klar på en lærerig og spændende oplevelse helt tæt på dyrene? Eller er ungerne helt ivrige efter at lære mere om Danmarkshistorien? Så har vi her et par forslag til nogle fede attraktioner for børn på Sjælland.

Og ellers er det selvfølgelig også muligt at tage ungerne med på en lang række andre oplevelser, vi har nævnt her på siden. I kan sagtens tage ungerne med på fossiljagt ved Stevns Klint eller Faxe Kalkbrud – og en tur i naturen er altid skøn for både børn og voksne. Der er også masser for børn og voksne på museerne rundt omkring på Sjælland, så uanset hvad, kan langt de fleste seværdigheder også nydes i børnehøjde.

BonBon-Land

Det’ skideskægt i BonBon-land! Det har du helt sikkert hørt, og det er ikke uden grund, at BonBon-Land i årevis har været en af Danmarks mest populære forlystelsesparker. Her er nemlig masser af sjov og gode oplevelser – især for ungerne. Når entréen er betalt, har I nemlig adgang til alle forlystelser, og børn under 90 cm er helt gratis at have med.

De små kan prøve Sprutten og Ormen, og de lidt større kan give sig i kast med den vilde Svend Svingarm, Hankatten eller Vildsvinet. Her er masser af sjov og forlystelser til ungerne – og også de voksne. Og så kan vi også mindes alle de velkendte karakterer, vi husker fra BonBon-slik.

Sommerland Sjælland

I sommerperioden fra maj til september kan I slå jer løs i Sommerland Sjælland – det perfekte udflugtsmål til en dagstur i sommerferien eller weekenden. Tag hele familien med til den hyggelige forlystelsespark, hvor der venter jer intet mindre end 60 forlystelser og aktiviteter. Her er der forlystelser for alle aldre, blomsterpark, legepladser og et sjovt vandland. Så husk endelig badetøjet!

Sommerland Sjælland egner sig især godt til de mindste med deres fine Miniland, der byder på masser af sjove forlystelser, leg og aktiviteter til de mindste. Og til de lidt større børn – og voksne – er der selvfølgelig også sjove – og måske lidt nervepirrende – forlystelser.

Knuthenborg Safaripark

På Lolland kan I komme på et vaskeægte eventyr i Nordeuropas største safaripark, Knuthenborg Safaripark. Her bliver I ikke bare en oplevelse rigere, men også en oplevelse vildere – for vildt, det er det i den grad, når I kan tage på safaritur på savannen, hvor I kan se giraffer, gnuer, næsehorn og antiloper. Parken er inddelt i forskellige områder, hvor I kan møde mange forskellige dyr, både aber, elefanter, tigre og savannedyr.

I kan også rejse tilbage i tiden og gå en tur i Dinosaurskoven – og bare rolig, her bliver I ikke spist. Her kan I se de store dinosaurfigurer og lære meget mere om livet på Jorden – helt tilbage fra da dinosaurerne levede.

Besøg også Knuthenborgs Naturhistoriske Museum, hvor I rejser hele 299 millioner år tilbage i tiden og følger med i dyrelivets udvikling fra padder til store dinosaurer. I kan også se det meget velbevarede skelet af en allosaurus, Big Joe, som er udstillet i museet.

Så er ungerne vilde med dyr og dinosaurer, skal turen helt sikkert gå til Knuthenborg Safaripark.

Børnenes Danmarkshistorie på Frederiksborg Slot

Frederiksborg Slot i Hillerød byder ikke bare på en spændende historisk oplevelse for de voksne – her er nemlig også masser af spændende aktiviteter og læring for børn. Børnenes Danmarkshistorie – eller Børnenes Frederiksborg – er nemlig et vigtigt punkt på dagsordenen her på slottet. Så tag endelig børnene med på en spændende og forunderlig oplevelse på Frederiksborg Slot.

Her kan børnene lege sporlege og gå på opdagelse i Danmarkshistorien, hvor de blandt andet kan lære om de historiske malerier eller om kongerne og deres familier. Alt efter tidspunktet er der også mulighed for at prøve andre spændende aktiviteter for børn. Der er dragtprøvning, familieomvisning og blækskrivning i Børnenes Danmarkshistorie, spændende aktiviteter for børn i alle aldre.

seværdigheder sjælland

Spændende kulturelle og historiske seværdigheder på Sjælland

Louisiana

I Humlebæk på Nordsjælland finder du en vaskeægte kunst- og kulturoplevelse, der er en af de bedste af sin slags. Kunstmuseet Louisiana byder nemlig på kunst, kultur, arkitektur og natur i en skøn kombination. Her kan du opleve både dansk og international kunst i de forskellige udstillinger. Her er både faste udstillinger, særudstillinger, koncerter, samt en butik og en café – og udendørs finder I den skønne skulpturpark, som kan nydes i selskab med udsigten ud over Øresund.

I Børnehuset er der også mulighed for at børnene kan slå sig løs i kunstens verden. Her kan børn mellem 4 til 16 år male, tegne, modellere og udforske kunsten og arkitekturen.

Louisiana Museum of Modern Art byder på masser af tid til fordybelse i kunstens verden, og I kan opleve mange værker fra samtiden i både de skiftende udstillinger, såvel som i den faste samling, der blandt andet råder over Giacometti-salen, Jorn-rummet, samt den fascinerende installation Gleaming Light of the Souls af Kusama.

Louisiana er bestemt et besøg værd – både på en regnvejsdag og på en solskinsdag.

Koldkrigsmuseum Stevnsfort

Det er måske ikke en tid, vi er meget for at huske, men ikke desto mindre er det vigtigt, at vi gør det. Den Kolde Krig repræsenteres her i Stevnsfortet, der i 40 år var forberedt på en krig mellem øst og vest. Fortet lukkede i år 2000, men er siden hen blevet omdannet til museum, der fortæller en spændende historie om fortet og de lange gange, som er hugget ud af kalken i Stevns Klint.

I dag tilbydes der guidede ture i det underjordiske fort, som bør bookes på forhånd, ellers er det muligt at besøge det omkringliggende terræn, hvor du kan opleve et rigtigt missilbatteri, og får adgang til de aktuelle særudstillinger. Vælger I den guidede tur, kommer I ned i dybet – 18 meter under jorden, hvor I bliver guidet gennem de 1,8 km gange i fortet. En spændende og lærerig oplevelse om dyster tid i verdenshistorien.

Trelleborg

Trelleborg vest for Slagelse er en intet mindre end 1.000 år gammel vikingeborg, som blev opført at selveste Harald Blåtand omkring år 980. Her kan I besøge museet, der viser arkæologiske fund, rekonstruktioner af borgen og modeller af området. I kan lære om livet for vikingerne der boede her, både gennem museet, men også gennem de forskellige aktiviteter for både børn og voksne. Bag fladbrød over bålet, lær at smede knive og skyd med bue og pil – og lær om livet i vikingelandsbyen Slagløse.

I det beskyttede udendørsareal kan I se aftegninger af, hvor langhusene har ligget mellem Tude Å og Vårby Å, samt hvor den store kongeborg har ligget, da Harald Blåtand regerede over det danske land.

Holmegaard Værk

Vi kender dem alle sammen. Vi sætter blomster i deres vaser, drikker vand af deres glas – men hvem er de? Besøg Holmegaard Værk og få et godt indblik i Holmegaard og Kählers historie og design. Men Holmegaard Værk er så meget mere end det. Det gamle glasværk er i dag blevet til et museum for glaskunst og design, hvor du gå på opdagelse i Nordens største glassamling på mere end 42.000 stykker glas. Her er både faste udstillinger med Holmegaard glas og Kähler keramik, samt særudstillinger af forskellige kunstnere inden for glas, keramik, kunsthåndværk og design.

I har også mulighed for at besøge det kreative værksted, hvor I kan prøve kræfter med de forskellige materialer. Her kan I prøve at udsmykke glas, dekorere kakler og krukker og meget mere – og det er selvfølgelig muligt at få tingene med hjem.

Holmegaard Værk byder altså på en spændende oplevelse, der fortæller om dansk glaskunst og håndværk, med rig mulighed for fordybelse og selv at prøve kreativiteten af.

Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke er en absolut nævneværdig attraktion, når det gælder kultur og historie. Kirken er nemlig på UNESCO’s verdensarvsliste, og derfor et verdensberømt og unikt bygningsværk. Med over 800 år på bagen har kirken været kongefamiliens gravkirke i århundreder, og så giver den et helt unikt indblik i dansk bygningskunst og historie gennem tiden.

Kirken er både sognekirke, men også en yderst populær turistattraktion, så vær opmærksom på dette, hvis du har planer om at besøge kirken. Det er selvfølgelig altid tilladt at deltage i gudstjenester, men kirken er som regel lukket, når det gælder private arrangementer som bryllup, dåb og lignende. Vil du blot besøge kirken som turist, anbefales det at komme forbi mandag og onsdag.

Kronborg Slot

Endnu et punkt på verdensarvslisten – Kronborg Slot i Helsingør, som ligger med en skøn udsigt ud over Øresund. Kronborg er ikke bare et af Nordeuropas mest imponerende renæssanceslotte – det er også kendt som Hamlets og Shakespeares slot. Det er også her, du kan hilse på Holger Danske i kælderen under slottet, og du kan se den overdådige pomp og pragt inden for slottets vægge.

Kronborg Slot har en fascinerende, lang og broget historie. Kronborg har både ageret kongeslot for Frederik den 2., der i sin tid opførte slottet, og sidenhen for Christian den 4. som genopbyggede slottet efter en voldsom brand. Efter svenskernes bombardement i 1658 blev slottet omdannet til fæstning og brugt af militæret i slutningen af 1700-tallet og frem til 1923, hvilket slottet i den grad også bærer præg af.

Kronborg Slot er uden tvivl et af de danske slotte, der bør opleves – for du kan få en lærerig oplevelse om den danske kongerække og livet bag de kongelige mure fra dengang til nu.

seværdigheder sjælland

Gratis seværdigheder på Sjælland

At tage på ferie eller weekendophold kan hurtigt løbe op, hvis der både skal betales for overnatninger, måltider og oplevelser. Det kan derfor også være rart ind imellem at finde lidt oplevelser, der ikke koster noget. Gratis seværdigheder på Sjælland er der faktisk rigeligt af. Ja, en af de bedste gratis seværdigheder er lige uden for døren. Det er nemlig naturen.

Naturens seværdigheder er uendelige – også på Sjælland. Her er skønne kyststrækninger med badestrande og storslåede klinter. Her er skove og parkområder, hvor du kan nyde den friske luft og årstidernes skiften. Naturoplevelser er der rigeligt af, og det er altid gratis.

Men er vejret ikke til en tur til stranden, Stevns Klint eller skoven, er det heldigvis også muligt at finde oplevelser i tørvejr. En mulighed er selvfølgelig at tage på biblioteket, da mange biblioteker i dag også fungerer som kulturcentre med forskellige aktiviteter og arrangementer. Der er ofte noget, der henvender sig til både børn og til voksne. De større biblioteker på Sjælland kan også have gode legeområder til børnene, og ellers kan I altid sidde og læse bøger sammen.

En anden mulighed er selvfølgelig shoppingture. I butikkerne er der altid tørvejr – og tager I et storcenter, så kan I gå rundt i tørvejr fra butik til butik. I ferierne har storcentrene også ofte udstillinger eller forskellige arrangementer, der henvender sig til især børn – og ofte ganske gratis.

Men er du på udkig efter andre gratis seværdigheder på Sjælland, er der selvfølgelig også noget andet at give sig til. Nogle mindre museer rundt omkring på Sjælland er gratis, og så er de smukke gamle kirker selvfølgelig altid gratis at besøge – bare husk at tjekke at der er åbent for turister.

Medicinsk Historisk Museum Næstved

I det tidligere Præstø Amts Sygehus – også kaldet Det Lille Gule Hus – i Næstved finder du et spændende lille museum, nemlig Medicinsk Historisk Museum. Her kan du få et spændende indblik i, hvordan det var at gå til lægen i 1950’erne. I museet finder du en fin udstilling af de mange medicinske instrumenter og apparater, som er blevet brugt til behandling af forskellige sygdomme gennem tiden.

Udendørs finder du en fin lille gårdhave, som er beplantet med medicinske planter, som er blevet brugt gennem tiden.

Museet har åbent tirsdage kl. 10-12 og der er gratis entré. Der kan også laves andre åbningstider med henblik på rundvisninger af grupper via telefonisk aftale.

Sct. Nicolai Kirke i Køge

Køge Kirke, også kaldet Sct. Nicolai Kirke, opkaldt efter søfarendes helgen, Sankt Nikolaus, er en utroligt fin købstadskirke, der har rødder helt tilbage til 1200-tallet.

Kirken er især kendt for sine fine træudskæringer og den utroligt flotte altertavle. Desuden huser kirken mange gravpladser i selve kirkegulvet – faktisk så mange, at den kun er overgået af Roskilde Domkirke, når det gælder flest gravpladser i kirkegulvet. I sommerperioden er det desuden muligt at komme op i kirketårnet sammen med en medarbejder.

Kirken har en spændende historie, der med sin varierende byggestil fortæller om, hvordan kirken er blevet brugt gennem tiden. Det gør den til et meget spændende bygningsværk, som bestemt er et besøg værd.

Lützhøfts Købmandsgård i Roskilde

Rejs tilbage i tiden og besøg den gamle købmandsgård i Roskilde – Lützhøfts Købmandsgård. Købmandsgården åbnede i 1892 og helt frem til 1979 fungerede den som købmandsbutik i byen. I dag er den blevet til et levende museum, hvor der er gratis entré. Købmandsgården er indrettet som den så ud i 1920’erne, og den fungerer fortsat som butik. Her kan du købe mange traditionelle varer, ligesom fra dengang.

Går du en tur op på første sal finder du Håndværksmuseet, hvor der udstilles en fin samling af værktøj inden for trædrejning, tømrer, snedker, karetmager, træskomager og billedskærer.

Lützhøfts Købmandsgård er en rigtig fin lille tidslomme, hvor du kan få en fornemmelse af fortiden og virkelig mærke atmosfæren fra dengang. En spændende oplevelse for både børn og voksne – og ganske gratis, hvis du da ikke køber dig fattig i gammeldags bolcher og andre spændende varer.

Bakken i Klampenborg

Vidste du, at det faktisk ikke koster noget at besøge verdens ældste forlystelsespark, Bakken? Bakken i Klampenborg er en meget velbesøgt forlystelsespark som ligger ved Klampenborg nord for København. Her kan I fint gå en dejlig tur mellem de grønne træer og nyde lyden af de hvinene gæster, der prøver de mange forlystelser.

Det er gratis at gå en tur rundt her, hvilket kan være en fin oplevelse i sig selv, hvis man ikke er til forlystelser, men køber I et turbånd, kan I selv prøve de mange forlystelser i parken.

Forhindringsbane for voksne i Uggeløse Skov

I Uggeløse Skov nær Slangerup finder du en fed forhindringsbane, der primært henvender sig til de aktive voksne og unge. Den er nemlig udformet som en militærbane i miniformat. Forhindringsbanen kan benyttes for skovgæsterne fredag, lørdag og søndag, samt efter kl 12 på andre dage.

Vær opmærksom på, at forhindringerne kan være ret glatte i vådt og fugtigt vejr, desuden er mange af forhindringerne høje og ret svære – af den grund bør børn også kun prøve forhindringsbanen i selskab med voksne.

slotsophold sjælland

Seværdigheder på de små øer omkring Sjælland

De sjællandske småøer – særligt i det sydsjællandske byder også på masser af spændende oplevelser for alle aldre. I kan tage til Lolland-Falster, hvor der er masser af skøn natur og meget mere. Eller måske skal turen gå til Møn, eller en af de mange småøer i det sydsjællandske øhav. Her kan du finde Fejø, Femø, Bogø og andre små hyggelige øer, der giver god anledning til en ø-ferie i Danmark.

Turen kan også gå til Sejerø, som ligger lige mellem Samsø og Sjællands Odde. Eller hvad med et smut med din egen båd til Saltholm, hvor du kan nyde den skønne natur. Vi kan også anbefale den hyggelige Orø i Isefjord. Sjælland og øerne byder på masser af skønne oplevelser.

Møns Klint

Skal turen gå til Sydsjælland – eller de sydsjællandske øer, kan vi ikke slippe uden om et besøg til Møns Klint. Her kan I nyde en forunderlig vandretur både foroven og forneden langs den storslåede klint, som består af enorme lag kridt fra millioner af år siden.

Af den grund er Møns Klint også et populært udflugtsmål, når det gælder fossiljagt. Her kan du især finde fossiler af søpindsvin, samt uanede mængder vættelys. Og du bør heller ikke snyde dig selv for en tur til GeoCenter Møns Klint, hvor du kan lære meget mere om, hvordan det hele startede, og hvordan Danmark blev født.

Camønoen

Er der lidt for lang til caminoen i Sydeuropa, kan du nøjes med at tage til Møn – og faktisk behøver du ikke at nøjes, for du er garanteret en fantastisk vandretur på selveste Camønoen. Her kan du nemlig nyde den 175 kilometer l vandrerute, der snor sig omkring på de tre sydsjællandske øer, Møn, Nyord og Bogø. Her går turen gennem skov, strand, klinter, svulmende bakker og flade landskaber og en masse hyggelige små byer rundt omkring på de tre øer.

Camønoen er for alle – og I bestemmer selv, hvilken rute I vil gå, og hvor langt I vil gå. Der er altså ruter for alle aldersgrupper – og nybegynder og børn kan derfor også være med. Langs ruten er der forskellige overnatningsmuligheder som telt, B&B, shelter, private boliger, pilgrimsboliger og meget mere.

Saltholm

Godt nok ligger Saltholm ikke i Sydhavnsøerne, men den er bestemt værd at nævne som ø nær Sjælland. Saltholm finder du nemlig i Øresund godt 5 km øst for Amager. Her kan du opleve en skøn og unik natur med et fascinerende dyre- og planteliv.

Øen er inddelt i tre områder for bedst at bevare den vilde natur. Det er kun tilladt at gå rundt på den nordlige del året rundt, mens midterste del er tilgængelig fra 16. juli til 31 marts. Den sydlige del af øen er fredet, og her er der ingen adgang. De enkelte områder er adskilt af hegn, så du nemt kan se, hvor du må være. Pas godt på øen og bliv gerne på stierne – vær også opmærksom på, at det ikke er tilladt at slå telt op, tænde bål eller grill, medbringe husdyr, motorkøretøjer eller droner – og så skal du altid huske at tage dit affald med igen.

Saltholm kan besøges ved at sejle dertil i egen båd, eller med en Waterbus der sejler hver mandag fra Kastrup til Saltholm t/r. Vær opmærksom på, at det er nødvendigt at booke ture til Sandholm.

Marielyst Strand på Falster

Skal turen gå til Falster, skal du unde dig selv og familien en tur til Marielyst Strand. Her får I nemlig en af Danmarks skønneste badestrande – og så er den lille by Marielyst utroligt hyggelig.

Det rolige vand giver god mulighed for at ungerne kan hygge sig og lege ved vandkanten, og det fine hvide sand er helt perfekt til at bygge sandslotte – eller bare til en dejlig gåtur i det bløde sand.

I den lille ferieby, Marielyst I få lidt at spise efter en lang dag på stranden. Her er både isbutikker, restauranter og caféer. Desuden er der mulighed for at kaste jer ud i både kite- og windsurfing, da Surfcenter Falster også holder til her.

Tag vovsen med – seværdigheder med hund på Sjælland

Skal den firbenede bedste ven med på tur på Sjælland, kan det være rart at have lidt styr på, hvor du må have den med.

I de fleste tilfælde er det selvfølgelig muligt at have hunden med i naturen. Rundt omkring på Sjælland er der flere hundeskove, hvor din firbenede ven kan boltre sig frit rundt uden snor. Andre steder skal I være opmærksom på, at hunden som oftest skal være i snor.

Mange udendørs seværdigheder som udendørs museer giver dig også mulighed for at have hunden med – her skal du dog også sørge for, at den er i snor. Det gælder også Sommerland Sjælland og BonBon-land. Tager du hunden med i Knuthenborg Safaripark, skal du dog altid have den med i bilen. Er du i København, må du gerne have hunden med på Bakken, såfremt den er i snor. Men i Tivoli og Københavns Zoo er det desværre ikke tilladt at tage hund med, medmindre det drejer sig om førerhunde og servicehunde.

På almindelige museer er det ikke tilladt at have hunden med, men i nogle tilfælde er det muligt at binde den fast udenfor, hvor der også kan være vandskåle til vovsen.

Top 10 seværdigheder på Sjælland

Det er ikke helt nemt at lave en top 10 over seværdigheder på Sjælland, for vi kan ikke rigtigt tage æren for at beslutte, hvilke der er bedst. Men her har vi samlet ti af de mest populære seværdigheder på Sjælland og omegn.

  • Tivoli Gardens
  • Louisiana Museum of Modern Art
  • Stevns Klint
  • Trelleborg
  • Bakken
  • Roskilde Domkirke
  • Kronborg Slot
  • Møns Klint
  • Skovtårnet
  • Frederiksborg Slot

FAQ

  • Hvad kan jeg opleve på Sjælland?
    Sjælland byder på et hav af oplevelser. Her er masser af skøn natur, forlystelser, zoo-oplevelser, historie, kunst og kultur. Du kan finde seværdigheder for børn, voksne og alt midt imellem.

  • Hvad kan man lave på Sjælland gratis?
    Der er mange gratis oplevelser på Sjælland. Naturen er altid gratis, og det er gratis at besøge de mange kirker. Desuden findes der mange små museer, som også er gratis at besøge.

  • Hvad skal vi lave på Sjælland i weekenden?
    I kan tage på museum, for eksempel Louisiana og se på kunst. I kan tage ud i naturen, eller besøge en af de mange fine kirker på Sjælland. I kan også lære mere om fortiden på fossiljagt ved for eksempel Stevns Klint eller Faxe Kalkbrud.